*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Inspiration | 5 min

Gode råd fra skattechefen inden årsskiftet

Restskat, værdipapirer, gaver og pension. Skattechef i Nykredit, Christian Stricker, giver her gode råd til, hvad du bør være opmærksom på, inden vi rammer årsskiftet.

Nykredit

1: Betal din personlige restskat før årsskiftet

Vi anbefaler, at du indbetaler evt. restskat før årsskiftet, så du kan slippe for at betale dag-til-dag renter efter nytår. Dag-til-dag rentesatsen er endnu ikke offentliggjort, men sidste år udgjorde den 1,7 % årligt.

Du kan bl.a. blive ramt af restskat, hvis

  • Du får en højere personlig indkomst end ventet,
  • Du har modtaget et stort udbytte eller  solgt værdipapirer med gevinst
  • Dine fradrag er mindre end forudsat i din forskudsregistrering, f.eks. pga. lavere renteudgifter eller mindre befordringsfradrag grundet hjemmearbejde.

Restskat for 2023 kan indbetales direkte til Skattestyrelsen her.

2: Optimér din skat på aktier

Aktieindkomst på op til 58.900 kr. (for ægtefæller 117.800 kr.) beskattes i 2023 med 27%, og alt derudover med 42%.

Hvis du som privat aktionær har modtaget udbytte eller realiseret gevinster på dine aktier i løbet af 2023, kan du muligvis få fordel af at realisere et kurstab på andre aktier inden årets udløb. Det skyldes, at du kan trække realiserede kurstab fra realiserede kursgevinster og udbytter, inden der beregnes skat. Omvendt kan det være en fordel at realisere gevinster nu, hvis din aktieindkomst ikke allerede har passeret 58.900 kr.

Efter nytår behandles aktier på First North som børsnoterede aktier. Det betyder, at mulighederne for at anvende eventuelle tab bliver lidt dårligere end nu. Derfor bør du overveje at realisere evt. tab på aktier på First North inden årsskiftet.

3: Få lavere beskatning af fremtidigt afkast: Benyt aktiesparekontoen og aldersopsparing

Du kan med fordel foretage nogle flere af dine aktieinvesteringer via en Aktiesparekonto, hvis du ikke allerede benytter den fuldt ud. Grænsen for samlede indskud er i 2023 reguleret til 106.600 kr. Grænsen hæves lige efter nytår til 135.900 kr. Fordelen ved aktiesparekontoen er, at afkastet kun beskattes med 17%.

Du kan læse mere om aktiesparekontoen her.

Selvom der ikke er fradrag for indbetalinger på en aldersopsparing, er det alligevel en god idé at indbetale det maksimale beløb. Det skyldes, at afkastet på aldersopsparingen bliver beskattet med 15,3% og dermed langt mere lempeligt end afkastet af frie midler. I 2023 kan du indbetale op til 8.800 kr. Er du født i 1962 eller tidligere, kan du have mulighed for at indsætte op til 56.900 kr. i år. Du er velkommen til at kontakte din rådgiver for yderligere info.

4: Tjek om du har anvendt dine muligheder for fradragsberettigede pensionsindbetalinger i 2023

Alle kan indbetale på pensionsordninger, men fradragsværdien er størst, hvis du betaler topskat.

Ratepension

I 2023 kan du indsætte op til 60.900 kr. på din ratepension. Indbetalingen er fradragsberettiget.

Livslang Pension

Pensionsindbetalinger kan – uden indbetalingsloft – ske på Livslang Pension. Ved større indskud på Livslang Pension fordeles fradragsretten normalt over 10 år. Er du virksomhedsejer, kan du dog indbetale op til 30% af årets overskud på en Livslang Pension med fuldt fradrag i indbetalingsåret. Udover fradrag får du også fordel af den lave afkastbeskatning på pensionsmidler.

Ekstra pensionsfradrag

Ved indbetaling på ratepension og Livslang Pension, udløses et ekstra ligningsmæssigt fradrag af indbetalinger op til 77.900 kr. Fradraget udgør 12 pct., hvis du er født i 1970 eller senere. Er du født i 1969 eller tidligere udgør fradraget 32 pct.

5: Anvend servicefradraget

Håndværkerfradraget blev afskaffet i 2022, men der er fortsat mulighed for at få fradrag i 2023 for udvalgte serviceydelser/hushjælp på op til 6.600 kr. pr. person.

Det er en betingelse for fradrag i 2023, at arbejdet er udført inden årets udløb. Det er herudover et krav, at betalingen sker senest den 29. februar 2024. Betalingen skal foretages elektronisk og indberettes til Skattestyrelsen.

6: Overvej gaver til dine børn og børnebørn

Det kan være en god ide at tænke gaver ind som en del af formueplanlægningen. Meget store gaver udløser som udgangspunkt gaveafgift, men hvert år kan forældre, bedsteforældre og oldeforældre give gaver til børn, børnebørn og oldebørn uden at betale afgift, hvis gaven holder sig under visse beløbsgrænser. Beløbsgrænsen for afgiftsfrie gaver i 2023 er 71.500 kr. Også svigerforældre kan give gaver til svigerbørn uden afgift. Her er beløbsgrænsen for 2023 25.000 kr.

Som private banking kunde har du mulighed for at oprette en gavekonto til barnet, hvor du kan bestemme, hvornår beløbet skal frigives (dog senest ved 25 år), og om der skal laves aftale om særeje. For at sikre den bedst mulige forrentning af gaven har du som gavegiver også mulighed for at indgå en investeringsaftale, som tager højde for gavemodtagers risikoprofil.

Ønsker du at høre om dine muligheder, er du velkommen til at tage fat på din Private Banker. Har du brug for konkrete beregninger, skal du tale med din revisor.

Relaterede Artikler