Få hjælp til betalingsservice

Har du brug for hjælp til Betalingsservice? Vi har lavet en lille guide med nogle af de mest stillede spørgsmål til betalingsservice.

Mest stillede spørgsmål til Betalingsservice

Hvor kan jeg se mine Betalingsservice aftaler?

Du kan se en oversigt over dine Betalingsservice aftaler i netbanken under menupunktet ”Overfør og betal”.

Klik på kreditornavnet for at se detaljer og muligheder for at ændre på aftalen. Mulighederne varierer omkring månedsskifte samt i dagene før og efter en betaling.

Hvordan tilmelder jeg en regning til BS samtidig med betaling?

Det er nemmest at tilmelde en regning til Betalingsservice samtidig med, at du betaler den.

Hvis du tilmelder en regning til Betalingsservice inden den 15. måneden, vil den blive betalt automatisk allerede fra næste måned.

Ved tilmelding efter den 15. i måneden kan der gå op til 2 måneder, før regningen bliver betalt automatisk.
Vær da opmærksom på, at du skal selv betale regningen, indtil betalingen fremgår på den lyserøde Betalings-service oversigt i din eBoks samt under dine kommende betalinger her i netbanken.

Sådan gør du:

  • Vælg ”Betal regning” eller ”Betal indbetalingskort"
  • Udfyld betalingsoplysninger
  • Vælg ”Tilmeld til Betalingsservice” og indtast PBS-nr, debitorgruppenr. og kundenr. Du finder disse oplysninger på indbetalingskortet
  • Godkend betaling
  • Du kan nu se aftalen på oversigten ”Betalingsservice aftaler” under menupunktet ”Overfør og betal”. Her vil den stå med status ”Under tilmelding”, indtil den er godkendt. Godkendelse tager ca. 1-2 hverdage.

Se også billedet nedenfor.

Vi kan også gøre det for dig. Det koster 50 kr.

Hvordan tilmelder jeg regning til BS uden betaling?

Du kan tilmelde en regning til Betalingsservice uden samtidig at betale regningen. Følg vores trin for trin-guide eller se videoen nederst på siden.

Hvis du tilmelder en regning til Betalingsservice inden den 15. måneden, vil den blive betalt automatisk allerede fra næste måned.

Ved tilmelding efter den 15. i måneden kan der gå op til 2 måneder, før regningen bliver betalt automatisk.

Vær opmærksom på, at du skal selv betale regningen, indtil betalingen fremgår på den lyserøde Betalingsservice oversigt i din eBoks samt under dine kommende betalinger her i netbanken.

Sådan gør du:

  • Gå til ”Betalingsservice aftaler” under menupunktet ”Overfør og betal”
  • Klik på ”Tilmeld ny aftale”
  • Vælg, hvilken konto regningen fremover skal betales fra
  • Indtast PBS-nr., debitorgruppenr. og kundenr. Du finder disse oplysninger på indbetalingskortet
  • Klik på ”Næste” og derefter på ”Tilmeld”.
  • Godkend tilmelding
  • Du kan nu se aftalen oversigten over dine Betalingsservice aftaler. Her vil den stå med status ”Under tilmelding”, indtil den er godkendt. Godkendelse tager ca. 1-2 hverdage. 

Vi kan også gøre det for dig. Det koster 50 kr. pr. aftale.

Hvordan skifter jeg konto på en aftale?

Du kan selv rette, hvilken konto regningen skal betales fra. Følg vores trin for trin-guide eller se videoen nederst på siden for at rette kontoen på en Betalingsservice aftale.

Ligger der en kommende Betalingsservice betaling klar på aftalen, skal du rette konto senest 3 hverdage før betalingsdatoen, hvis du vil være sikker på, at kontoændringen også slår igennem på denne betaling.

Sådan gør du:

  • Gå til ”Betalingsservice aftaler” under menupunktet ”Overfør og betal”
  • Klik herefter på kreditornavnet på den aftale i oversigten, du gerne vil ændre
  • Vælg ”Rette aftalen”.

Vi kan også gøre det for dig. Det koster 50 kr. pr. ændring.

Hvad er forskellen på at afvise en betaling og afmelde en aftale?

Når du afviser en betaling, er det kun denne ene betaling, som ikke vil blive betalt via Betalingsservice.
Når du afmelder en aftale, vil alle fremtidige betalinger via Betalingsservice blive afmeldt.

Hvordan afmelder jeg en aftale?

Når du afmelder en aftale, vil regningen ikke længere bliver betalt automatisk fra din konto via Betalingsservice. Vil du kun slette en enkelt betaling, skal du afvise den pågældende betaling i stedet.

Du kan senest afmelde en aftale 3 hverdage før næste betalingsdato.

Følg vores trin for trin-guide eller se videoen nederst på siden for at afmelde en betalingsserviceaftale.

Sådan gør du:

  • Gå til ”Betalingsservice aftaler” under menupunktet ”Overfør og betal”
  • Klik herefter på kreditornavnet på den aftale i oversigten, du gerne vil afmelde
  • Vælg ”Afmeld aftale.”
  • Aftalen skal nu stå med status "Under afmelding" på oversigten. Den vil normalt forsvinde efter 1-2 hverdage.

Vi kan også gøre det for dig. Det koster 50 kr. pr. ændring.

 

Hvordan afviser jeg en enkelt betaling?

Du kan afvise en kommende Betalingsservice betaling frem til den 7. i betalingsmåneden kl. 17.00

Vil du slette alle fremtidige betalinger, skal du i stedet afmelde Betalingsservice aftalen.

Sådan gør du:

  • Gå ind på din konto under ”Kommende betalinger”
  • Klik på den kommende Betalingsservice betaling for at åbne detaljer
  • Vælg ”Afvis betalingen” nederst
  • Godkend afvisningen
  • Når du har afvist betalingen, vil den få status "Under afvisning". Den vil forsvinde fra posterings- og betalingsoversigten efter 1-2 hverdage.

Vi kan også gøre det for dig. Det koster 50. kr. pr. ændring

Hvornår kan jeg se næste måneds betalinger via Betalingsservice?

Næste måneds betalinger via Betalingsservice kan først vises under kontoens kommende betalinger fra den 5. sidste hverdag i denne måned.