Energirenovering

”Vi vil gerne fremtidssikre huset”

Den originale 60’er-villa blev sat i stand fra kælder til kvist, og varmeregningen reduceret med over 60.000 kroner om året. En gennemgribende energirenovering har gjort Carsten Herreholms villa til en energimæssig superbolig.

”Der kom iskold luft op fra gulvene. Der var ingen isolering, og luften fra krybekælderen kom direkte op,” husker Carsten Herreholm. Sammen med familien købte han for tre år siden den 200 kvadratmeter store villa fra 1964. Huset var i original stand og opvarmet med gasfyr. Og det var koldt.

”Vi vidste fra starten, at vi skulle gennemrenovere huset. Vi ville gerne have noget, der fornyede huset og gjorde det fremtidssikret, men vi ville også gerne være grønne og bæredygtige. Så det var egentlig ikke svært for os at vælge, at vi også skulle af med gasfyret, selvom det var relativt nyt.”

En god forretning

Første trin var at få isoleret, lagt gulvvarme og udskiftet en håndfuld utætte vinduer og en dør. Allerede der blev huset markant mere behageligt at være i. Næste trin var at få udskiftet gasfyret.

”Jeg skrev tilfældigvis til banken, at vi gik med overvejelser om at få udskiftet fyret og få varmepumpe og solceller, og så fortalte de, at vi kunne få et Grønt BoligLån. Vi var slet ikke klar over, at det var noget, vi kunne få. Vi har tænkt meget over, at vi ikke ville sætte os for dyrt i det her hus, så det var afgørende, at vi kunne få lånet på gode vilkår,” siger Carsten.

Det fordelagtige lån gør energiinvesteringen til en god forretning.

”Vi kunne se, at de tidligere ejere har haft varmeregninger for 70-80.000 kroner om året. Efter vi fik isoleret og fik gulvvarme, var vi nede på 15.000 kroner, og nu forventer vi en yderligere halvering, så vi ligger på ca. 7.000 kroner om året. Det, vi sparer i udgifter til varme, kan vi bruge til at betale af på lånet. Når det er betalt af, er det en ren overskudsforretning.”

Den helt store pakke

Carsten og familien gik all in og valgte både at få solceller, en tilhørende batteripakke, der kan lagre strømmen, og en varmepumpe. Solcellerne kom op først.

”Vi fik fat i et solcellefirma, der lavede en masse beregninger og skræddersyede et anlæg, der passer præcis til vores behov. Det producerer strøm nok til at dække vores forbrug eller give et lille plus,” fortæller Carsten.

Batteripakken gør, at strømmen fra solcellerne bliver lagret, så familien også kan bruge strøm om natten, selvom solcellerne ikke producerer noget. Det kan fx drive varmepumpen og holde køleskab og andre el-apparater kørende.

Varmepumpen er netop kommet op, og ud over at reducere varmeregningen markant er der også et andet plus:

”Varmtvandsbeholderen er større. Jeg bor med min kone og mine to piger, og med tre kvinder i huset, ser jeg frem til også at kunne få et varmt bad,” griner Carsten.

Huset blev mere værd

Den store energirenovering har ikke bare givet Carsten og familien et dejlig varmt hus og en markant lavere energiregning. Den har også forøget værdien på huset.

”Vi fik en ejendomsmægler til at vurdere huset, og hun sagde uden at blinke, at energiforbedringerne ville få husets værdi til at stige med 500.000 kroner. Det er mere end det, vi har betalt for at få dem lavet. Folk, der køber bolig i dag, vil gerne have huse med gulvvarme, solceller, varmepumpe eller jordvarme – og de gider ikke rode med det selv.”

Samtidig vil husets energimærke også få et gevaldigt løft – måske helt op til B.

”Så kan det faktisk ikke blive bedre, når det ikke er et nybygget hus. Vi har haft energieksperter ude for at tjekke, om der var mere, vi kunne gøre, men vi har gjort alt nu,” afslutter Carsten.

Sådan kommer du i gang med at energirenovere

Er du usikker på, hvordan du skal gribe energirenoveringerne an? Start med at få lavet et EnergiTjek. Med et Energitjek får du gennemgået din bolig af en energikonsulent, så du finder ud af, hvilke energirenoveringer og vedligehold, der bedst kan betale sig i netop dit hus, og hvad det ca. vil koste. Du får også at vide, hvor meget du kan spare om året på energiregningen. Der er nemlig store, individuelle forskelle på, hvor stor effekt en energirenovering kan have.
Læs mere om EnergiTjek