Richard har været blind, siden han som 14-årig eksperimenterede med en hjemmelavet fyrværkeribombe, og selve »indeklimaet, følelsen og stifligheden« har derfor en særlig betydning.
Han tager fat om egetræskanterne på det spisebord, de har lavet ud af en restbordplade fra DBA og lader foden køre hen over husets lergulv, der ligger som en smukt mamoreret overflade i gråbrunlige nuancer fra entreen og ind i køkken-alrummet.
»Jeg nyder at kunne føle, hvor organisk det er. Man kan mærke årerne under bordet. Gulvet er ikke helt jævnt – let bulet et sted, glat et andet. Og det er ret tilfredsstillende, synes jeg«, siger han og pauser.
»Det er jo lidt en kliché, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Men jeg begyndte først at spille musik, efter jeg blev blind. Var jeg ikke begyndt at spille musik, havde jeg aldrig mødt Anne. Og havde jeg ikke mødt Anne, havde vi aldrig fået vore fire dejlige børn«, siger han og tilføjer, at det samme på sin vis gør sig gældende for vandskaden.
Havde det ikke været for den, stod de ikke i deres drømmehus den dag i dag.
Historien fortsætter
Læs mere om Anne og Richards renoveringsprojekt på Politikens hjemmeside her.