Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 4 min

USA - stærk jobvækst i marts, men stor usikkerhed om fremtiden

Der blev i marts skabt 228.000 nye job i USA, hvilket er langt over forventningen. I lyset af toldforhøjelserne er der dog udsigt til en markant anden udvikling i jobskabelsen fremover.

Den samlede jobskabelse er drevet af en solid privat jobvækst på 209.000. På tværs af sektorer er det særligt social- og sundhedsområdet og transport og lager, der viser en pæn beskæftigelsesvækst sammenlignet med februar. Derudover så vi også en pæn vækst i detailsalg, som primært er relateret til overstået strejke. Den offentlige beskæftigelse stiger lidt overraskende med 19.000 i marts. Det dækker over en pæn vækst på lokal- og statsniveau, og et fald i den føderale offentlige beskæftigelse.

”Årsagen til faldet i den føderale del skyldes fyringer og (mere eller mindre) frivillige opsigelser jf. Elon Musks Department of Government Efficiency, DOGE. Vi har dog stadig til gode at se de største nedskæringer af den offentlige beskæftigelse - ikke mindst fordi offentlige medarbejdere, der er hjemsendte ikke optræder i statistikkerne som arbejdsløse, selvom mange formentlig vil ende med at blive opsagt”, siger chefstrateg Frederik Engholm.  

Udsigt til markant anderledes udvikling i jobskabelsen

Det er blandt andet overståede strejker og bedre vejr end normalt, der kan være medvirkende til, at jobskabelsen i marts blev bedre end forventet, og vi vil ifølge chefstrateg Frederik Engholm opleve en ”markant anden udvikling” i jobskabelsen fremover.

”Med Trumps nyligt varslede enorme toldforhøjelser er der udsigt til en markant anden udvikling i jobskabelsen fremover. Mange brancher risikerer at blive tynget så kraftigt af den nye virkelighed, at der er brug for færre ansatte. Derfor er udsigterne for både økonomi og arbejdsmarked i USA svækket betydeligt”, siger Frederik Engholm, og fortsætter.

”Det betyder også, at selvom forbrugerne vil opleve stigende priser på en række produkter, og dermed se højere inflation som følge af toldforhøjelserne, så venter vi, at Federal Reserve vil være mere bekymret for svækkelsen i væksten, og i sidste ende sænke renten. Men dagens tal udtrykker ikke den nye virkelighed med voldsom protektionisme i USA og har derfor begrænset relevans i forhold til den diskussion”.

Derfor er amerikanske jobtal interessante for dig som investor

Det amerikanske jobtal, også kaldet kongetallet, viser, hvor mange nye job der er skabt i den forgangne måned. Tallet er en indikator for, hvordan amerikansk økonomi har det. Når der skabes mange nye job, vidner det om en økonomi i fremgang, hvor de amerikanske forbrugere typisk oplever bedre tider. Omvendt er det et tegn på en presset økonomi, når jobskabelsen er negativ. Tallet har ofte betydning for den amerikanske centralbanks beslutninger. USA er verdens største økonomi med stor betydning for verdensøkonomien, og derfor også for finansmarkederne.

 

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler