Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Gaveinspiration
Artikel Privatøkonomi | 6 min

Konfirmation: gi’ gode pengevaner i gave

Penge står gerne højt på konfirmandens ønskelisten, men i stedet for at lægge kontanter i kuverten til en uvis skæbne i den unges hænder, er det værd at overveje en gave med en mere langsigtet værdi: nemlig gode økonomiske vaner.

En aktie – eller penge til at investere – kan være en anderledes og meningsfuld konfirmationsgave. Det giver nemlig den unge mulighed for selv at investere og opleve, hvordan penge over tid kan vokse i værdi. Samtidig bliver det en introduktion til ansvar og økonomisk forståelse, som kan komme dem til gode langt ind i voksenlivet.

”Selvfølgelig skal der også være plads til at ønske sig en ny smartphone eller et en ny computer. Men vi ser ofte, at konfirmander får over 10.000 kroner i kontanter, og så er der altså rig mulighed for at kombinere forbrugsglæde med økonomisk dannelse. Konfirmationen er nemlig en oplagt anledning til at give en mere ”voksen” gave, og et gavekort til aktier eller en konkret aktiepost kan blive startskuddet til en sund interesse i investering, opsparing og økonomi”, siger Jeanette Kølbek.

Det kan måske føles lidt kedeligt at komme med kontanter til investering i en flad konvolut – måske et gavekort er sjovere? Download vores forskellige gavekort her

Gode investeringsråd til konfirmander og unge under 18 år

For at give den unge konfirmand det bedst mulige økonomiske fundament, er det vigtigt at tænke langsigtet og vælge de rette opsparingsstrategier. Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, har derfor lavet en prioriteret opsparingsrækkefølge til unge under 18 år, som ønsker at maksimere opsparingen gennem investering.

1. Børneopsparing – en skattefri investering

En børneopsparing er et af de mest attraktive opsparingsprodukter for unge, da den giver mulighed for at investere op til 6.000 kr. årligt (72.000 kr. i alt) i aktier og obligationer. Og afkastet, det er skattefrit.

”En børneopsparing kan oprettes til børn i alderen 0-14 år, men hvis den unge konfirmand allerede har en børneopsparing, og er der plads til at indskyde yderligere på den, er det oplagt, at en pengegave indsættes og investeres her, hvor pengene kan yngle og skabe et skattefrit afkast”, siger Jeanette Kølbek.

2. Frit depot med kapitalindkomst

Øvrig opsparing kan med fordel investeres via et almindelig frit depot i værdipapirer, der giver kapitalindkomst.

Investeringer, som giver kapitalindkomst, kan nemlig indeholdes i barnets personfradrag, som er 51.600 kr. (2025) om året, hvis man er under 18 år. På den måde betales en reel skat på 0% af afkastet. Til sammenligning vil aktieindkomst blive beskattet med minimum 27%.

Afkast af investeringer som beskattes som kapitalindkomst, fx investeringer i enkelte obligationer, obligationsfonde samt de fleste akkumulerende aktiefonde – dog undtagen dem, som står på Skats positivliste - er således skattefri for den unge, så længe det holder sig under personfradraget på 51.600 kr. i 2025.

3. Aktiesparekonto – et alternativ, når fradraget er opbrugt

Når den unge begynder at tjene penge, for eksempel gennem et fritidsjob, og dermed begynder at gøre brug af personfradraget her, bliver aktiesparekontoen relevant. Aktiesparekontoen er også relevant, hvis man ønsker at købe en specifik aktier, som man måske har en præference for.

”Aktiesparekontoen har den store fordel, at det afkast, man får af sine investeringer, beskattes med  17 % - det er langt lavere end den almindelige aktieindkomstbeskatning. I 2025 er indskudsloftet hævet til 166.200 kr., hvilket giver plads til at bygge en større opsparing på sigt”, siger Jeanette Kølbek.

En strategi med lav skat og høj vækst

Med denne tretrins-opsparingsstrategi kan den unge maksimere investeringens vækst ved at udnytte de lempeligste skatteforhold, forklarer Jeanette Kølbek.

”Både børneopsparing og kapitalindkomst i et frit depot gør det muligt at lade pengene yngle, uden at den unge bliver beskattet af afkastet - så længe man holder sig indenfor de gældende grænser. Dette giver den unge mulighed for at opbygge en god økonomisk ballast, og en god indsigt i økonomi, opsparing og investering”. 

Eksempel på investering

Mange konfirmander får større pengebeløb på deres konto som følge af gaver. Hvis en konfirmand vælger at investere 20.000 kr. i et globalt aktieindeks og lader pengene stå i 7 år, kan formuen – afhængigt af markedsudviklingen – potentielt vokse til følgende niveau:

Frit depot med kapitalindkomst: 32.100 kr. efter 7 år (efter omkostninger og skat).

Aktiesparekonto: 29.700 kr. efter 7 år (efter omkostninger og skat).

Som eksemplet viser, giver investering via et frit depot den største vækst over tid, da der ikke betales skat af afkastet, så længe det ikke overstiger personfradraget.

Hvad er normen for gavebeløb?

Uanset om du vælger at give en pengegave eller en anden gave, spørger du måske dig selv, hvor mange penge din gave skal koste?

”Det kommer naturligvis an på både budget, individuelle principper og eventuelt det generelle gaveniveau i familien og vennekredsen. Er man i tvivl, kan man dog vælge at følge Emma Gads etikette, som anbefaler, at gavebeløbet svarer til kuvertprisen”, siger Jeanette Kølbek.

I realiteten ser vi i dag gavebudgetter ligge i dette leje:

Forældre: 5.000-7.000 kr.

Bedsteforældre: Ca. 4.000 kr.

Venner og øvrig familie: 500-1.000 kr.

Gaver er skattefrie, medmindre beløbet er usædvanligt stort. Forældre og bedsteforældre kan give op til 76.900 kr. (2025) skattefrit.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler