
Kan pensionister få et boliglån?
Det er en myte, at man ikke kan ”spise af friværdien” når man er pensionist, lyder det fra Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit, som her ser nærmere på, hvordan lån i boligen kan være et supplement til pensionen.

Friværdi udgør en stor del af danskernes formue. Faktisk var den gennemsnitlige friværdi pr. parcelhus i Danmark 1,25 mio. kr. i 2023, og det er således oplagt som pensionist at se på, hvordan man kan bringe sin friværdi i anvendelse, uden at sælge boligen. Her er der to muligheder, forklarer Jeanette Kølbek.
”Er der behov for at bringe friværdien i spil som pensionist, uden at man skal sælge boligen, kan hovedparten enten vælge afdragsfrihed, og dermed få en lavere ydelse og et større rådighedsbeløb, eller tage et lån i friværdien og få beløbet udbetalt”, siger Jeanette Kølbek.
Mange tror, at det er sværere at blive godkendt til at låne i friværdien, når først man er gået på pension - men det er ifølge Jeanette Kølbek en myte. For når det kommer til lån i ejerboligen, er retningslinjerne for kreditgodkendelse anderledes, når man er pensionist.
”Uanset alder er hovedreglen for at belåne en ejerbolig, at økonomien skal kunne hænge sammen, så man har råd til at betale en fast rente samt afdrag på lånet. Dog kan ældre kunder, ifølge Finanstilsynet, undtages fra denne regel, når de er i en såkaldt nedsparingsfase. Det betyder, at pensionister skal have mulighed for at "spise deres friværdi" i forbindelse med pensioneringen.”, siger Jeanette Kølbek.
At det er en myte, at pensionister ikke kan låne i friværdien, understøttes også af en undersøgelse foretaget af PwC for Forenet Kredit - foreningen bag Nykredit og Totalkredit - som ikke fandt, at der var tegn på negativ særbehandling af pensionister – læs mere her.
Altid en individuel vurdering
Der vil dog naturligvis altid være tale om individuel vurdering ud fra et helhedsbillede, når man skal godkendes til afdragsfrihed eller et lån i friværdien – det gælder også for pensionister. Men som pensionist kommer man ind under de såkaldte nedsparingsregler, når man skal kreditgodkendes. Det betyder blandt andet, at:
- afdrag medtages ikke i beregningen af kundens rådighedsbeløb
- provenu fra lånet samt forbrug af formue kan medregnes i rådighedsbeløbet
- man får lov til at have en højere gældsfaktor, end man anbefaler til yngre personer
Gældsfaktoren beregnes som forholdet mellem den samlede gæld og den årlige bruttoindkomst.
Derudover skal man sammen med banken udarbejde en plan, der sikrer, at der er balance mellem behovet for løbende udbetalinger og lånets størrelse, samt hvor mange år låneprovenuet skal dække i forhold til den tid, man forventer at blive boende i eller beholde ejendommen.
”Reglerne for nedsparing er ikke mejslet i granit, hvorfor vi foretager vi en individuel kreditværdighedsvurdering af hver enkelt kunde . For ingen økonomier er ens, og vi har alle forskellige drømme og planer for pensionstilværelsen – der er ingen ”one size fits all”, når det kommer til økonomi”, siger Jeanette Kølbek.
Læg en fornuftig nedsparingsplan
Når man er omkring 10 år fra pensionsalderen er det en god idé at lægge en nedsparingsplan med sin bank.
”Vi anbefaler, at man løbende er i dialog med sin bank om de planer og drømme, man har for fremtiden. Og når man er omkring 10 år fra forventet pension, giver det rigtig god mening at lægge en fornuftig nedsparingsplan sammen med banken, for at undgå ubehagelige overraskelser, når man når pensionsalderen”, siger Jeanette Kølbek.
Lån i friværdien og investér?
Vælger man som pensionist at låne penge i friværdien og få et beløb udbetalt, er det næste skridt at forholde sig til, hvordan og hvornår pengene skal bruges, og hvordan de i det lys placeres bedst.
”Skal man ikke bruge af det lånte beløb inden for tre år, eller kun bruge en del af beløbet, kan det være en god idé at investere pengene i værdipapirer, fremfor at placere dem på en kontant konto. En kontant konto giver nemlig sjældent en rente, der er højere end inflationen - og det betyder, at pengenes værdi udhules hvert år”, siger Jeanette Kølbek og tilføjer:
"Det er vigtigt at huske, at investering altid indebærer en risiko, så man bør være indstillet på en vis risikovillighed, hvis man vælger at investere hele eller dele af låneprovenuet."
Nysgerrig efter mere viden?
Vil du vide mere, kan du lytte til Børsens podcast ”Boligejerne”, hvor Jeanette Kølbek uddyber sine synspunkter
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler

Kvindernes Internationale Kampdag: 120 år til ligeløn

Velkommen til dit nye, stærke investeringsunivers
