Frie midler – private investorer
Børsnoterede aktier eller investeringsforeninger med hjemsted i Danmark
Udbytte fra børsnoterede aktier og aktiebaserede afdelinger beskattes som aktieindkomst.
Når udbyttet udbetales til kontoen eller geninvesteres, vil acontoskatten være fratrukket.
Børsnoterede aktier eller investeringsforeninger med hjemsted uden for Danmark
Når et selskab udbetaler udbytte til sine aktionærer, så er den overordnede regel, at selskabet skal indeholde den udbytteskat som gælder i det pågældende land. Det gælder også for udenlandske investorer. Det refereres ofte til som kildeskat. Ejer du fx aktier i Nordea, som hører hjemme i Finland, indeholder Nordea finsk kildeskat, når de udbetaler udbytte til dig.
To ting man skal holde fokus på, når man taler om udenlandske udbytteskatter
- Hvilken kildeskat der bliver indeholdt til det pågældende land
- Hvilken skat du faktisk er forpligtet til at betale til det pågældende land
I nogle tilfælde stemmer de to ting overens, dvs. kildeskatten er den samme skat, som du i sidste ende er forpligtet til at betale. I andre tilfælde kan der blive indeholdt mere i kildeskat, end du er forpligtet til at betale. Og så skal du i gang med at tilbagesøge noget af den udenlandske kildeskat.
Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale (DBO) med en lang række lande der bl.a. betyder, at danske investorer i de fleste tilfælde, ikke er forpligtede til at betale mere end 15 % i udbytteskat til kildelandet, også selvom det pågældende land starter med at indeholde mere i kildeskat.
Du kan tilbagesøge selv eller ofte få banken til at gøre det for dig (mod et gebyr). For mange private investorer kan det dog ikke svare sig, fordi det beløb man kan søge tilbage er så lille, at det ikke er besværet eller gebyret værd.