Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skiftede 874.560 personer job i 2023, og tallene for 2024 tyder på et lignende antal.
”Et nyt job betyder ofte et nyt pensionsselskab, hvis man har en arbejdsgiveradministreret pensionsordning. Informerer man ikke det nye pensionsselskab om tidligere ratepensionsindbetalinger, er det ikke altid de justerer for, at fradragsgrænsen for ratepensionen allerede er, helt eller delvist, nået. Dette kan resultere i, at man indbetaler for meget”, siger Jeanette Kølbek.
For høje indbetalinger sker også ofte, hvis man har flere ratepensioner – fx både via arbejdsgiver og en privat ordning.
”Mange indbetaler til en ratepension gennem deres arbejdsgiver samtidig med, at de har en ratepension i eksempelvis banken. Her skal man også være opmærksom på, at de samlede indbetalinger ikke må overstige fradragsgrænsen, hvis man vil undgå at indbetale mere, end der gives fradrag for. Med gode intentioner om at styrke pensionsordningen, kan man altså i stedet pådrage sig en ærgerlig dobbeltbeskatning”, siger Jeanette Kølbek