Jobvæksten på 142.000 i august er en smule under forventningen på 165.000, men en stigning ift. juli, som samtidig nedrevideres til 89.000 – det laveste niveau i knap fire år.
Arbejdsløsheden faldt desuden i august lidt tilbage efter fire måneder i træk med stigninger, og den ligger nu på 4,2% mod 4,3% i juli.
”Juli måneds beskedne jobvækst og overraskende store stigning i arbejdsløsheden gav anledning til recessionsfrygt i markederne, og medvirkede til store fald i aktiekurser og i renter. Dagens tal understøtter ikke den bekymring – heller ikke selvom nedrevideringer af jobvæksten i de foregående to måneder på samlet 89.000 selvfølgelig giver et svagere forløb over sommeren”, siger chefstrateg Frederik Engholm.
Nedrevideringen af de seneste måneders tal, og den nedadrettede trend, vi har set etableret over de seneste måneder, vidner om, at der er behov for en mindre stram pengepolitik, siger Frederik Engholm.
”Udviklingen i arbejdsmarkedet er på den ene side afdæmpet nok til, at Federal Reserve sagtens kan tillade sig at begynde at sænke renten, og på den anden side tilpas robust til, at vi ikke ser grund til at gribe til en ekstra stor rentenedsættelse på næstkommende møde i september. Vi venter fortsat en rentenedsættelse på 0,25 procentpoint 18. september”, siger Frederik Engholm.