Danskerne er vilde med danske aktier – det kan koste afkast
Danskerne foretrækker danske aktier. I hvert fald viser en opgørelse, at danskernes porteføljer i gennemsnit har en stor overvægt af danske aktier. Den fordeling bør man dog genoverveje, hvis man ikke ønsker at gå glip af afkast.
En ny opgørelse foretaget af Danmarks Statistik viser, at danskerne har en meget stor overvægt af danske aktier i porteføljerne med gennemsnitligt 85% danske og 15% udenlandske aktier. Men er det en god idé? Ikke hvis vi ser på afkastet og sammenligner med det omvendte scenarie over en treårig periode – og det er netop hvad formueekspert i Nykredit, Jeanette Kølbek, har gjort.
”Det globale marked har de senere år leveret bedre end det danske marked OMXC25. Ser vi på de seneste tre år, kan vi således konstatere, at den omvendte fordeling havde givet aktionærerne et større afkast. Nuværende fordeling med 85% danske aktier og 15% udenlandske aktier har nemlig givet 3,5% i årligt afkast, mens den omvendte fordeling har givet 7,3% i årligt afkast. Det er en forskel på 3,8% hvert år”, siger Jeanette Kølbek.
Spredning er redning
Selvom afkastforskellene i dette eksempel minimeres på den lange bane – over en tiårig periode er afkastforskellen kun 0,6% årligt i danske aktiers favør - bekræfter eksemplet stadig, at rådet om at sprede sine investeringer ikke kan gentages nok, siger Jeanette Kølbek.
”Det er en gylden regel, når man investerer, at man skal sprede sine investeringer på tværs af markeder, sektorer og virksomheder. Det giver en større risikospredning - og kan samtidig, som beregningerne her viser, bidrage til et højere afkast. Mit råd er, at man løbende genbesøger sin investeringsstrategi og justerer den, hvis der er opstået for stor en ubalance. Spørg dig selv: Ville jeg i dag have investeret, som depotet er nu? Er svaret nej, bør man måske justere lidt i porteføljen og genskabe en fornuftig balance”, lyder det fra Jeanette Kølbek.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.