*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 4 min

Frankrig: Politisk usikkerhed efter mudret valgsejr til centrum-venstrepartierne

Som ventet gav valgresultatet intet klart flertal i Nationalforsamlingen, men strategien med at ”inddæmme” højrefløjen må siges at være lykkedes over forventning. Regeringsforhandlingerne bliver dog svære, og en ny regering er således næppe lige om hjørnet.

Nykredit

Det bliver som ventet en politisk mudret omgang efter valget til Nationalforsamlingen i Frankrig, hvor ingen af de politiske alliancer har fået absolut flertal. Ifølge public servicestationen France Info endte venstrefløjsalliancen Den Nye Folkefront dog overraskende som den største gruppe med 180 mandater, og ikke mindre overraskende fik præsident Emmanuel Macrons centrumalliance Fællesskab næstflest med 163 mandater. Der er stadig tale om foreløbige resultater.

Marine Le Pens højrefløjsalliance med Rassemblement National i spidsen fik ikke i nærheden af de mange mandater, som meningsmålinger havde spået i slutningen af sidste uge. Med blot 143 mandater var valget en skuffelse for højrefløjsalliancen sammenlignet med målingerne, der spåede alt mellem 170 og 250 mandater, i dagene op til valget.

Et fornuftsægteskab

”Uden en klar vinder med absolut flertal i Nationalforsamlingen skal der som minimum findes et relativt flertal, der ikke falder ved en potentiel mistillidsafstemning efterfølgende. Der skal altså blot ikke være et flertal imod den nye regering, som vi også kender fra den negative parlamentarisme i Danmark. Der foregår nu forhandlinger i venstrefløjsalliancen om en ny regering - men det bliver vanskeligt for en alliance, der mest af alt har karakter af et fornuftsægteskab, snarere end varme følelser. Samtidig har de ikke flertal for deres program i det nye parlament”, siger chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.  

Ledende medlemmer af partierne på venstrefløjen har indtil videre signaleret, at forhandlingerne går godt, og at der kan være en aftale på plads allerede i denne uge – noget, der ifølge Sune Malthe-Thagaard, virker ”meget optimistisk”. Samtidig har Socialistpartiet (foreløbigt) afvist et forslag, der allerede på valgaftenen, blev luftet af ledende medlemmer af centrumalliancen om et samarbejde mellem centrum-venstre, der holder Jean-Luc Mélenchons stærkt venstreorienterede parti Det Ukuelige Frankrig (La France insoumise) uden for indflydelse. En konstellation bestående af centrum-venstrepartierne uden Mélenchons parti har desuden heller ikke et samlet absolut flertal.

”Regeringsdannelsen står stadig meget åben trods venstrefløjens valgsejr, og forhandlingerne kan blive langstrakte og forlænge usikkerheden for de finansielle markeder. Der skal dog findes en eller anden løsning, da der ikke kan udskrives valg før om minimum et år, og det står også klart, at den nye regering vil holde Le Pens højrefløj uden for indflydelse. Den nuværende regering har netop ikke haft et absolut flertal i parlamentet og har blandt andet gennemført en del reformer ved hjælp af en bestemmelse i forfatningen, der giver mulighed for at vedtage lovgivning, så længe regeringen ikke bliver mødt af et mistillidsvotum”, siger Sune Malthe Thagaard.

Den siddende premierminister Gabriel Attal har meldt sin afgang, men bliver siddende i et forretningsministerium, indtil en ny regering er udpeget. Det er formelt præsident Macron, der udpeger den nye premierminister, men han kan ikke uden videre ignorere sammensætningen af Nationalforsamlingen. 

Både nervøsitet og lettelse

De finansielle markeder har reageret med lige dele nervøsitet og lettelse. Rentespændene mellem Frankrig og Tyskland er omtrent uændret sammenlignet med sidst på eftermiddagen i fredags efter en urolig åbning, mens aktierne generelt stiger en smule.

”Det afgørende for de finansielle markeder er, at usikkerheden fra en markant styrkelse af Le Pens parti udeblev i denne omgang, og at venstrefløjen ikke har flertal til at gennemføre sin politik, hvilket begrænser risikoen for øgede budgetunderskud. Det rykker dog ikke ved, at der med den mudrede sammensætning af Nationalforsamlingen ikke er nogen oplagt vej til at mindske Frankrigs budgetunderskud på mere end 5% af BNP. Europa-Kommissionen har foreslået, at Frankrig kommer ind i EU's procedure for ”excessive deficits”, og det betyder, at den nye franske regering skal komme med forslag, der forbedrer de offentlige finanser”, siger Sune Malthe-Thagaard.

Et afgørende punkt for markederne i den kommende tid er, om den kommende regering lykkes med at rulle nogle af Macrons reformer tilbage - herunder den forhadte pensionsreform. Reelt set har reformerne hjulpet med at genskabe noget af dynamikken i den franske økonomi.

”Markederne kan nok godt leve med en politisk ørkenvandring frem til et evt. nyvalg, så længe situationen med hensyn til budgetunderskuddet og reformerne ikke forværres. I år har Frankrig 50 års jubilæum med budgetunderskud, så det er ikke noget nyt fænomen” slutter Sune Malthe-Thagaard. 

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

 

Model.Name photo

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker

Relaterede Artikler

Artikel Investeringsmarkeder
12. juli, 2024

Inflationen i USA falder mere end ventet

Amerikansk inflation faldt i juni til 3%, og også for kerneinflationen peger pilen den rigtige vej, nemlig nedad. Det er dermed endnu en god nyhed for dem, der går og håber på lavere renter, da det isoleret set øger den amerikanske centralbanks muligheder for at sætte renten ned.
Artikel Investeringsmarkeder
8. juli, 2024

USA: Lavere job- og lønvækst understøtter rentenedsættelser til efteråret

Jobvæksten falder i juni til 206.000, mens maj måneds tal nedrevideres stort til 218.000. Dagens tal rykker ikke på Federal Reserves kurs, men understøtter forventningen om rentelempelser til efteråret.
Artikel Investeringsmarkeder
2. juli, 2024

Frankrig: Finansmarkederne svagt lettede ved udsigt til splittet parlament

Selvom Le Pens Rassemblement National fik flest stemmer ved første valgrunde af det franske parlamentsvalg, er det mest sandsynlige udfald, at ingen får et absolut flertal efter 2. valgrunde, der løber af stablen på søndag. Der kan spores en vis lettelse på de finansielle markeder ved det scenarie.