*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 5 min

Få svar på de hyppigst stillede spørgsmål om investering netop nu

Bør krigen mellem Israel og Hamas bekymre mig som investor? Skal jeg beholde mine investeringer, eller indfri min gæld? Og hvorfor klarer grønne aktier sig så dårligt? Det er nogle af de syv mest stillede spørgsmål til vores investeringsrådgivere lige nu, som vi her lader vores eksperter svare på.

Nykredit

Skal jeg bevare mine investeringer eller indfri gæld?

Her findes ikke et enkelt og korrekt svar, men skal vi koge det helt ind til benet, handler det om tre ting: Risikovillighed, forventninger og fleksibilitet.

  • Risikovillighed er ofte det, som deler vandene. En risikoavers person vil typisk bruge pengene på at afdrage gæld, imens en mere risikovillig person vil gå efter at få et afkast som overstiger omkostningerne på lånet. Og så er der dem, som gerne vil have lidt af det hele, og derfor vælger at bruge nogle af pengene på afdrag og nogle af dem på investering.

    Vælger man at investere fremfor at afdrage gæld, kan man kalde det for en gearet investering - dvs. at man investerer for lånte penge. Det kan lyde skræmmende, men her skal man huske på, at stort set alle danskere gør det. Vi sparer op til pensionen, kontantbufferen til en regnvejrsdag og meget andet, i stedet for afdrage på gælden - og det giver rigtig god mening, så vi altid har lidt på kistebunden til at betale uforudsete omkostninger eller have privilegiet til at kunne investere i aktiver som fx bil og ejendom, hvis en god mulighed skulle opstå.

    I en tid med fortsat høje renter skal man være opmærksom på, at det kræver en vis risikovillighed, hvis man skal kunne slå den rente og evt. bidrag, som der betales på gæld i dag. Det kan du læse mere om i artiklen Tid til at afdrage gæld, sætte pengene på en indlånskonto eller investere? (nykredit.dk). Her kan du også læse, at dyr forbrugsgæld selvfølgelig altid bør afdrages, inden du begynder at investere penge.
  • Forventninger er et andet nøgleord. Har du en forventning om, at aktier og obligationer kan levere et højere afkast, end hvad du betaler på din gæld, så vil det være en god forretning at investere pengene frem for at afdrage på gælden. Men det er her risikovilligheden indtræffer. At investere indebærer en risiko for, at de finansielle markeder ikke udvikler sig som forventet, og det kan betyde, at du ikke får et afkast, som er større, end hvad du betaler på lånet – eller endnu værre: Du risikerer at tabe penge på dine investeringer. Så husk ordsproget ”man skal ikke lægge alle sine æg i én kurv” - så minimerer du risikoen for tab.
  • Når det kommer til tredje nøgleord, fleksibilitet, så er ordsproget heller ikke en undtagelse. Har du en tilpas lav gæld i fx din ejendom - det kan som tommelfingerregel være 40-60 procent i gæld - så kan det give mening at have nogle penge investeret, så du nemt kan få dem i hånden, hvis en uforudset omkostning eller mulighed opstår. Ved at have lidt gæld og investérbar formue samtidig, låser du ikke din formue i murstenene og opnår på den måde større fleksibilitet.

Du skal altså spørge dig selv: Har jeg risikovilligheden til at investere, frem for at afdrage gælden? Har jeg en forventning om, at mine investeringer kan opnå et højere afkast, end hvad jeg betaler i renter og evt. bidrag på mit lån? Og kan jeg undvære fleksibiliteten? Kan du svare på disse spørgsmål, så ved du også, om investering eller at afdrage gæld er det rigtige for dig. Og er du fortsat i tvivl, så er din rådgiver altid klar til at guide dig.

Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

Hvordan skal man forholde sig til krigen Israel/Hamas som investor?

Det bedste man kan gøre er alene at forholde sig til konflikten som menneske, men ikke som investor. Vi vurderer, at konflikten sandsynligvis ikke spiller nogen afgørende rolle for verdensøkonomien. Hovedforventningen er, at olieforsyningen i sidste ende ikke vil påvirkes af krigen. Er det rigtigt, så har den ikke nogen investeringsmæssigt betydning. Skulle der opstår en storkrig i regionen er det en anden sag - men det forekommer mindre sandsynligt.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Hvordan er afkast og renteudvikling i krigstider – og kan man sikre sine investeringer i krigstider?

Oftest er mindre/regionale krige uden nogen langsigtet effekt på de finansielle markeder. Det gælder golfkrigene, Vietnamkrigen, Ukrainekrigen, Cubakrisen. Verdenskrige er selvfølgelig en anden historie. Man kan aldrig helt sikre sine investeringer – man kan i stedet realisere dem. Og man kan lave forskellige typer af finansiel afdækning (forsikring) - men det er mere kompleks.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit

Hvorfor ikke aftaleindskud fremfor for investeringer?

Med det høje renteniveau er det et relevant spørgsmål at stille. Indlånsrenten er nemlig tilbage, og det kan således være fristende at lade pengene stå på en indlånskonto, hvor du typisk kan låse pengene i en periode til en rente, du aftaler med dit pengeinstitut. Her skal du dog være opmærksom på det, vi kalder for genplaceringsrisikoen, som beskriver den risiko, der ligger i, at du jo af gode grunde ikke kan vide, hvilken rente du vil kunne få, når du skal genplacere pengene, når den aftalte låste periode udløber. Derudover har indlånsrenten i et historisk perspektiv haft svært ved at holde trit med inflationen. Det betyder, at de penge, du har på en indlånskonto, vil du typisk over tid kunne købe mindre for.

Er du typen, der sover dårligt om natten ved tanken om, at din opsparing kan svinge i værdi, som det jo er tilfældet, når du investerer, er kan indlånskontoen dog  være et godt alternativ til investering.

Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

Hvorfor har man ikke fået mere afkast på obligationerne, da renten allerede steg meget sidste år, og man har høje renter i år?

Obligationer fungerer sådan, at når renterne stiger, så falder kursen. Og fordi renterne generelt er steget yderligere gennem 2023, så er kursen på obligationerne faldet. Det har trukket afkastet nedad. På den anden side, så er renterne kommet op i et niveau, hvor det løbende afkast på obligationerne efterhånden begynder at kunne mærkes. Så selvom 2023 ikke har været så god, som man kunne have håbet, så er der en pæn sandsynlighed for, at afkastet de kommende år bliver bedre – simpelthen fordi renterne er kommet op på et højt niveau.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Hvorfor klarer grønne aktier sig så dårligt (Ørsted, Vestas m.v.)?

Mange såkaldte grønne selskaber er vækstaktier – dvs. det er aktier, som forventes at vokse meget i fremtiden. Den slags aktier falder typisk, når renterne stiger kraftigt. Og det har de jo gjort. Desuden har nogle specifikke problemer med forsyningslinjer, regulering og finansieringsomkostninger medvirket til at lægge pres på både producenter af udstyr til produktion af vedvarende energi (fx Vestas) og forsyningsselskaber (som fx Ørsted).

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Hvad forventer vi vil ske med aktierne op til valget i USA, og specifikt hvis Trump vinder?

Vi ser stadig med en vis bekymring på aktiemarkedet, da det nuværende økonomiske og rentemiljø ikke er så gunstigt for aktiemarkedet. I den forbindelse bliver valget sekundært. Vi tror i udgangspunktet ikke, at markedet vil reagere lige så positivt som sidst, hvis Trump vinder igen. Men vi kender jo endnu ikke hans valgprogram, så det er for tidligt at spå om.

Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

Få nyheder fra Investor Insights direkte i din mailboks – tilmeld dig nyhedsbrev fra Nykredit Invest her.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

 

Model.Name photo

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.
Model.Name photo

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler

Artikel Investeringsmarkeder
12. juli, 2024

Inflationen i USA falder mere end ventet

Amerikansk inflation faldt i juni til 3%, og også for kerneinflationen peger pilen den rigtige vej, nemlig nedad. Det er dermed endnu en god nyhed for dem, der går og håber på lavere renter, da det isoleret set øger den amerikanske centralbanks muligheder for at sætte renten ned.
Artikel Investeringsmarkeder
9. juli, 2024

Frankrig: Politisk usikkerhed efter mudret valgsejr til centrum-venstrepartierne

Som ventet gav valgresultatet intet klart flertal i Nationalforsamlingen, men strategien med at ”inddæmme” højrefløjen må siges at være lykkedes over forventning. Regeringsforhandlingerne bliver dog svære, og en ny regering er således næppe lige om hjørnet.
Artikel Investeringsmarkeder
8. juli, 2024

USA: Lavere job- og lønvækst understøtter rentenedsættelser til efteråret

Jobvæksten falder i juni til 206.000, mens maj måneds tal nedrevideres stort til 218.000. Dagens tal rykker ikke på Federal Reserves kurs, men understøtter forventningen om rentelempelser til efteråret.