Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder | 3 min

Begrænset markedsreaktion på Israel-Hamas-krigen

Geopolitisk uro i Mellemøsten har sjældent længerevarende markedseffekter, med mindre olieforsyningen trues, og med Irans aftagende rolle i Vestens olieforsyning er usikkerheden om olieudbuddet mindre end i foregående årtier.

Hamas’ angreb på Israel og Israels efterfølgende gengældelsesbombardementer er allerede en tragedie af dimensioner – ikke mindst for de civile i konfliktområdet på begge sider. Men mens de menneskelige konsekvenser er uoverskuelige, så har de markedsmæssige reaktioner været beskedne. Det er ingen tilfældighed, siger chefstrateg Frederik Engholm.

”Når vi kun ser beskedne reaktioner i markedet, så skyldes det de senere års udvikling i den globale olieforsyning. Et fald på 5% i Israels aktieindeks er et af de tydeligste aftryk af den opblussende konflikt på de finansielle markeder. Det er ikke en voldsom reaktion på et aktieindeks for et land, som pludselig er i krig, men det afspejler et permanent forhøjet risikoniveau i regionen. Dog har Israels aktieindeks ingen større betydning i et globalt investeringsunivers, hvor Israel udgør få promille”, siger Frederik Engholm.

Den mest oplagte kanal, hvorigennem uro i Mellemøsten rammer de finansielle markeder, går via olieprisen, siger Frederik Engholm.

”Uroen skaber ofte næsten uanset årsagen en eller anden grad af usikkerhed om olieforsyningen, da ca. en tredjedel af den globale forsyning af olie produceres i lande omkring Israel. I relation til den aktuelle konflikt så kræver effekter på olieforsyningen spekulation i eskalering af konflikten til at omfatte andre lande. Konkret har Irans involvering i forberedelse og/eller udførelse af Hamas’ angreb været overvejet. Efterretninger, som synes at bekræfte de beskyldninger, kunne give anledning til at konflikten kommer til at indbefatte Iran”, siger Frederik Engholm.

Her spekuleres der mere i et politisk spor end i et militært - fx nye sanktioner overfor Iran. De spekulationer kunne tidligere give anledning til reaktioner i oliemarkedet, hvor Iran leverer ca. 3,5% af den globale produktion. Men det centrale er, at Iran allerede i dag er uden for det gode selskab, siger Frederik Engholm.

”Med Trumps opsigelse af atomaftalen i 2018 har Irans olie været bandlyst i Vesten, men i stedet flydt mod øst, primært til Kina. Det forekommer yderst tvivlsomt, om Kina vil understøtte vestlige sanktioner mod egne økonomiske (politiske) interesser, så Irans olieeksport synes fredet. Derfor den ringe effekt på olieprisen, som trods en stigning siden lørdag lå højere i sidste uge. Spekulationer i en meget mere omfattende eskalering eller udbredning af konflikten til at omfatte større dele af Mellemøsten er et særligt grimt scenarie, som måske i højere grad kunne så tvivl om regionens evne til at opretholde forsyningen af olie. Men det forekommer i sidste ende mindre sandsynligt”, siger Frederik Engholm.

Chevrons nedlukning af Israels Tamar-gasfelt, pga. risikoen givet dets placering nær Gaza, har sat sit aftryk på gaspriserne, siger Frederik Engholm.

”Tamar står for godt 1% af den globale LNG-eksport (via Egypten), og nedlukningen ses tydeligt i Europa, hvor prisen først på ugen steg med 20%. Det udtrykker dog først og fremmest en stor nervøsitet i det skrøbelige europæiske marked. Det så vi også i august, hvor Australske strejker havde samme voldsomme effekt”.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler