Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Aktier | 4 min

Peger den høje inflation og stigende renter mod en recession?

Stigende inflation har fået centralbankerne til at røre på sig, og rentekurvens udvikling kan også give anledning til panderynker. Men er vi på vej mod en recession? Det giver Nykredits chefstrateg Klaus Dalsgaard sin vurdering af.

Nykredit

Frygten for recession har atter sneget sig ind som et samtaleemne blandt såvel økonomer som investorer i USA og Europa, og særligt den stadigt stigende inflation har givet anledning til panderynker.

“Det, der sparker gang i recessionsfrygten, er den meget stærke inflationsudvikling, vi har set i de seneste måneder, hvor de finansielle markeder og forbrugerne bliver ramt af to chok på én gang: Det ene er stigende renteudgifter - det mærker alle, der står og skal have et nye lån til deres bolig. Det andet chok er, at energipriserne er steget meget på ganske kort tid pga. krigen i Ukraine, og det kommer oveni de allerede høje råvare- og fragtpriser,” siger Klaus Dalsgaard, der er chefstrateg i Nykredit

Og netop forhøjede energipriser er en af de faktorer, der potentielt kan gøre ondt på væksten.

“Selv om energipriserne er faldet tilbage fra de højeste tinder, så ligger de stadig højt. Og stigende energipriser er rent økonomisk at sidestille med en ekstra skat, forbrugerne skal betale. Vi skal i hvert fald meget langt ud, før folk slukker for varmen. Dermed vil høje energipriser dæmpe vores forbrug, fordi vi simpelthen må nedprioritere andre køb til fordel for den dyrere energi. Den udvikling afspejler sig allerede i de nyeste tal for forbrugertilliden, der viser, at vi danskere ikke har set så sort på fremtiden siden 2008, hvor vi havde finanskrise.”

Rentekurven kan godt skabe nervøsitet i dele af aktiemarkedet, men man skal lige huske på, at en recession ikke kommer natten over.
Klaus Dalsgaard, Nykredits chefstrateg.

Rentekurven skaber nervøsitet - men situationen er unik

Et af de historisk set pålidelige værktøjer, som mange økonomer og investorer skæver mod, når frygten for recession sniger sig ind i markedet, er rentekurven. Rentekurven angiver kort sagt forskellen mellem den rente, du skal betale for en obligation med kort og lang løbetid - eksempelvis forskellen på toårs- og 10-års obligationsrenter i USA.

Den korte rente fastsættes i høj grad af centralbankerne, der bruger renten til at regulere inflation, mens den lange rente styres af markedskræfterne og forventningen til inflationen i fremtiden. Bliver den korte rente højere end den lange rente, snakker man om en invers eller inverteret rentekurve. Det signalerer, at investorerne tror at pengepolitikken bliver stram nok, til at dæmpe vækst og inflation.

“Rentekurven kan godt skabe nervøsitet i dele af aktiemarkedet, men man skal lige huske på, at en recession ikke kommer natten over. Der kan sagtens gå 18 måneder fra, at rentekurven bliver invers, til vi rent faktisk får en recession. Lige nu har vi ikke en invers rentekurve, men den amerikanske rentekurve nærmer sig. Og det er langt fra hver gang at rentekurven er invers, at en recession følger. Der er falske signaler, der kan snyde investorerne”, siger Klaus Dalsgaard.

Chefstrategen vurderer, at det er alt for tidligt at spekulere i recession til trods den flade rentekurve:

“Det vil være meget tidligt at kalde en recession nu. Vi er lige kommet ud af en global pandemi, der har givet forskydninger i efterspørgsel og forsyningskæder, og som så bliver toppet af med en relativ stor krig i Europa. Det er så unik en situation, at det er meget svært at spå de afledte effekter. Samtidig ligger der nogle store investeringsplaner for infrastruktur i både USA og Europa, den grønne omstilling er i fuld gang, og så har vi jo altså stadigvæk renteniveauer, som er relativt lave set i en historisk kontekst. Så der burde fortsat være ressourcer til økonomisk fremgang. Derfor kan den nuværende situation meget vel vise sig at gøre rigtig ondt nu, men se ret anderledes ud om to-tre år.”

Hos Den Europæiske Centralbank, ECB, har man endnu ikke hævet renten, men ifølge Klaus Dalsgaard peger signalerne i den retning.
Klaus Dalsgaard, Nykredits chefstrateg.

Fed og ECB må ikke træde for hårdt på bremsen

Ikke desto mindre vil øjnene være meget skarpt rettet mod centralbankerne i den kommende tid, der skal gå en meget fin balancegang med at tøjle inflationen uden at hæve renterne så meget, at det kan skabe grobund for økonomisk afmatning.

Den amerikanske centralbank, Fed, har allerede hævet renten og varslet yderligere seks renteforhøjelser i år, mens ECB også sender signaler i den retning. De højere renter kan potentielt resultere i lavere økonomisk vækst, og derfor skal centralbankerne, ifølge Klaus Dalsgaard Hansen, fare med lempe:

”Kunsten for centralbankerne er at tøjle inflationen uden at lægge en alt for stor en dæmper på den økonomiske vækst. En høj inflation i år kan sagtens blive afløst af en lav inflation næste år, og så skal centralbankerne helst ikke have trådt for hårdt på bremsen med høje rentestigninger,” fortæller Klaus Dalsgaard og fortsætter:

“Fed ser ikke længere inflationen som forbigående. Udover at have hævet renten på deres seneste møde, så signalerer de, at der vil komme en renteforhøjelse på 25 basispunkter på samtlige rentemøder resten af året. Der er endda medlemmer af Fed, der taler for, at det ikke er nok, men at man måske skal hæve renten med 50 basispunkter. Det er ikke en officiel udmelding, men markedet er begyndt at prise det scenarie ind i tilfældet af, at det bliver den dominerende holdning hos Fed,” siger Nykredits chefstrateg.

Hos Den Europæiske Centralbank, ECB, har man endnu ikke hævet renten, men ifølge Klaus Dalsgaard peger signalerne i den retning.

“I Europa er vi ikke lige så langt fremme konjunkturmæssigt som i USA, og kigger man nærmere på inflationen i Europa, kan man se, at den ikke griber ind i så mange brancher, men at den er meget fokuseret omkring energi- og fødevarepriser. Derfor kan ECB tage det lidt mere roligt. ”

ECB har meldt ud, at man vil nedtrappe det store opkøb af obligationer, der blev sat i værk under pandemien for at stimulere økonomien, og i det kølvand kan der komme rentestigninger.

“ECB har i mange år brugt formuleringen, at rentestigninger vil kunne komme på tale “kort tid efter”, at de stopper et opkøbsprogram. Nu er formuleringen ændret til, at rentestigningerne kan komme “noget tid efter” og altså ikke “kort tid efter”. Dermed har ECB givet sig selv lidt mere fleksibilitet i forhold til, hvornår de vil hæve renten. Lige nu ser det ud til at opkøbsprogrammet vil være udfaset henover sommeren i år, og markedet regner derfor med en høj sandsynlighed for rentestigning i tredje kvartal efter ECB-mødet i september.

Chefstrategens råd: Hold fast i din strategi og tænk langsigtet

En lurende recession kan få private investorer til at ryste på hånden og overveje, om det er tid til at gå ud af markedet. Men her kommer chefstrateg Klaus Dalsgaard med en advarsel: Han har nemlig oplevet flere recessioner, hvor der hver gang har været investorer, som ikke har haft timingen på plads.

”Den usikre situation vi ser nu, kan godt få en til at overveje, om man skal trække følehornene til sig. Men her gælder det klassiske råd stadig: Tænk langsigtet og være tro mod din strategi. Trækker man sig ud af markedet nu, er det historisk meget svært at time, hvornår man skal gå ind igen. I løbet af min karriere har jeg ofte set investorer, som ærgrer sig over, at de ikke fortsat var med på toget, når det buldrer derud af igen.”

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

 

Model.Name photo

Klaus Dalsgaard

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i samspillet mellem makroøkonomi og kapitalmarkederne med særligt fokus på renter og valutakurser.

Relaterede Artikler