Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Bolig | 5 min

Gode råd til dig, der drømmer om at købe sommerhus

Drømmer du om at kunne nyde foråret og sommeren i dit eget sommerhus, får du her inspiration til valg af lån i en omskiftelig tid med toldkrig og stor geopolitisk usikkerhed.

Siden Donald Trump begyndte sin anden embedsperiode som amerikansk præsident, har han ikke ligget på den lade side. Han har fået europæerne til at øge oprustningen af forsvaret og har indledt en handelskrig, som ingen ved, hvordan ender. Det har givet store ryk på rente- og aktiemarkederne.

Overvejer du at købe sommerhus, er mit bedste råd, at du ser det som en langsigtet beslutning, som du og din familie kan få glæde af i mange år fremover. Uden at skele alt for meget til verdenssituationen.

Selvfølgelig skal du også have god plads i husholdningsbudgettet, da der er en del faste udgifter ved at eje et sommerhus. Og vigtigst af alt skal du finansiere sommerhuskøbet på den måde, du har det bedst med i forhold til, hvilken renterisiko du har lyst til at løbe, og som din økonomi kan holde til.

Der er mange gode muligheder for at finansiere herligheden med et realkreditlån, hvor du kan låne op til 75% af sommerhusets værdi. Renterne er faldet siden toppen for nogle år siden, og her i 2025 er også den helt korte rente på F-kort-lån faldet.

Hvilket lån skal du vælge?

Når du skal vælge, hvordan du vil finansiere dit køb af sommerhus, er valget af låntype en af de vigtigste beslutninger. Her skal du afklare med dig selv, hvor vigtigt det er for dig at have tryghed om din fremtidige rente. Ikke mindst i en tid, hvor renterne har cyklet op og ned.

Har du det bedst med sikkerhed for, hvad du betaler i rente på dit lån til sommerhuset, så er fast rente i 30 år nok en overvejelse værd. Vil du gerne spare lidt på renten her og nu, så kan du vælge et lån med variabel rente, hvor renten er lavere end på de fastforrentede lån. På den måde får du også hurtigere glæde af et rentefald, hvis du forventer, at et sådant kommer inden for kortere tid. Til gengæld er der omvendt risiko for, at renten kan stige fremover – også til et højere niveau end de op til 4%, du i øjeblikket skal betale for et fastforrentet lån.

Dit lån skal passe ind i din samlede økonomi

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er et lån med variabel rente det billigste valg – i hvert fald lige nu. Investorerne på de finansielle markeder forventer, at den korte rente skal yderligere ned den kommende tid, men det er på ingen måde en garanti.

Det vigtigste, når du vælger lån, er, at det passer med din husholdnings samlede økonomi. Der er for de flestes vedkommende også et lån i helårsboligen at tage højde for.

Derfor skal valget af lån i sommerhuset ses som en del af en større plan for din privatøkonomi, både hvad angår rentesikring og i særdeleshed også i forhold til, om det giver mening for dig at afdrage eller have afdragsfrihed på dit sommerhuslån.

Sune Malthe-Thagaard

Chefanalytiker i Totalkredit: Holder boligejerne opdateret om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler