Nyhed
Artikel
Privatøkonomi
|
4 min
Nykredits klimamål blåstemplet
Foreningsejede Nykredit bliver første store långiver og systemiske, finansielle institut i Skandinavien med klimamål, der er blåstemplet af Science Based Targets initiative (SBTi).
Nykredit har sat klimamål i tråd med klimaforskningen og Paris-aftalen. Det konkluderer det toneangivende klimainitiativ, SBTi, efter en grundig godkendelsesproces.
”Målsætninger er vigtige værktøjer, hvis de – vel at mærke – er fastsat rigtigt og ansporer til målrettet handling. Vi er glade for at få bekræftet, at vores mål er fastsat efter anerkendte, internationale standarder. Den målrettede handling er vi allerede godt i gang med, og vi kommer til at fortsætte i årene frem”, siger koncernchef Michael Rasmussen.
Nykredit har i de senere år lanceret en lang række produkter og værktøjer, der gør det nemmere og billigere for kunderne at reducere deres klimaaftryk i hverdagen. Med støtte fra vores hovedejer, foreningen Forenet Kredit, har vi bl.a. lanceret lån og opsparing på særligt attraktive vilkår til kunder, der ønsker at energirenovere boligen eller købe elbil.
”Nykredit er en foreningsejet virksomhed, den største långiver i Danmark og en stor kapitalforvalter. Det giver os mulighed for at bidrage til den grønne omstilling, og den mulighed giver os også et ansvar for at gøre det,” siger Michael Rasmussen og fortsætter.
”Vi er selvfølgelig bevidste om, at vi ikke kan sikre indfrielse af klimamålene på egen hånd. Vores fokus er på det, vi selv kan gøre. Som dansk långiver og rådgiver er det vigtigste, vi kan gøre, at hjælpe vores kunder på vej i den grønne omstilling. Som global investor vil vi fortsætte vores arbejde for, at flere virksomheder sætter ambitiøse, seriøse klimamål og følger op med målrettet handling.”
Nykredit tilmeldte sig SBTi i 2022. I den omfattende godkendelsesproces, der gik i gang i efteråret 2023, har SBTi bl.a. forholdt sig til, om målsætningerne samlet set dækker alle væsentlige dele af Nykredits forretning, og om ambitionsniveauerne er i tråd med Paris-aftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader. De godkendte målsætninger rækker frem til 2028 og 2030 og er såkaldte near term targets. Hvis datagrundlaget eller metoderne ændrer sig væsentligt undervejs, kan målene blive justeret inden da.
Her ses de klimamål, som SBTi har forholdt sig til (markeret med SBTi-valideret). De øvrige målsætninger stiller SBTi ikke krav om, men vi har valgt at sætte dem for at afspejle Nykredits samlede indsats og fokus.