Fem gode råd til førstegangskøbere
Det kan føles som en usikker rejse at bevæge sig ud på boligmarkedet og købe bolig for første gang. Få hjælp fra boligøkonomens fem bedste råd.
Hvor meget kan man låne? Hvad spørger banken om? Kan det overhovedet lade sig gøre? Det er bare nogle af de spørgsmål, mange stiller sig selv. Derfor har vi bedt vores boligøkonom, Mira Lie Nielsen, om at give sine fem bedste råd til, hvordan du bliver klar til dit første boligkøb.
1) Vis banken, at du kan spare op
Når man køber sin første bolig, vil man typisk opleve, at rådighedsbeløbet falder. Derfor kan det være en god ide, at du allerede inden, du skal mødes med en bankrådgiver, at du har udvist over længere tid, at du kan leve for mindre, end du tjener. Så kan rådgiveren lægge det bedst mulige budget for dig.
For det at blive kreditgodkendt til et boligkøb er en individuel sag. Det er dit forbrug, dine udgifter og din indkomst, der vurderes ud fra. Nogle bruger alle pengene, når deres indkomst stiger, fx når man får sit første fuldtidsarbejde, mens andre er mere mådeholdne og sparer den ekstra indkomst helt eller delvist op. Og her er det godt at have vist, at din levevis giver dig råd til højere boligudgifter.
2) Skab overblik over din økonomi
At lave et budget, som viser, hvad man i dag bruger sin indkomst på er afgørende, når man vil købe bolig. Det giver overblik og bliver helt naturligt lavet, når man skal kreditvurderes, men det er en god ide at lave et allerede i de første stadier af et boligkøb. Der, hvor man går og drømmer om at købe, men ikke er så langt med opsparingen og dialogen med banken. Et budget fortæller dig, hvor du eventuelt kan spare, eller hvor din løn måske lidt ubemærket forsvinder hen i løbet af måneden. At have økonomisk overblik er afgørende for forberedelsen og roen i maven under et boligkøb.
3) Spar op
Spar så meget op, som du kan. Man skal som minimum selv komme med 5% af en boligs pris, når man køber bolig, men i praksis vil det ofte være mere. Der er nemlig en del omkostninger ved en bolighandel, som man som udgangspunkt også selv skal kunne betale. Det er udgifter til eksempelvis tinglysning, eventuel kurssikring, lånesagsomkostninger mv. Derudover kan der være omkostninger ved selve flytningen, og hvis boligen skal renoveres eller males for at blive helt indflytningsklar.
4) Realitetstjek
Der kan være forskel på, hvad man drømmer om, og hvad der er realistisk som det første boligkøb. Som førstegangskøber har man typisk kun sin egen opsparing at lægge på bordet. Man har ofte ikke haft så mange år til at skabe sig formue andre steder og har i sagens natur ikke været på boligmarkedet – og har derfor ingen friværdi fra en anden bolig. Førstegangskøbere vil derfor ofte skulle låne helt op mod de tilladte 95% af boligens værdi, og det begrænser købesummen i forhold til flergangskøberne. Så tag en snak med banken meget tidligt i forløbet, så du kan lave en realistisk boligsøgning.
5) Ro på
At købe sin første bolig kan være overvældende. Det er en stor beslutning, og der er mange nye ting, man skal forholde sig til. Så det er vigtigt ikke at haste noget igennem. Et boligkøb skal foretages med ro i maven, og man skal have sig selv med. Så tag ud og se på mange boliger, i mange forskellige områder, så du bedre kan fornemme, hvad det er, som passer bedst til dig/jer. For det har store omkostninger at lave et ”fejlkøb”, når vi taler bolig. Så gør det, du kan for, at boligen passer til dig i hvert fald en god håndfuld år.
Har du brug for hjælp til at komme i gang? Så læs mere eller bliv kontaktet af en rådgiver her: