Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Privatøkonomi | 3 min

Saml dine klatpensioner og spar tusindvis af kroner hvert år

Har du skiftet job flere gange i din karriere, har du højst sandsynlig også fået nye pensionsordninger hver gang. Dermed er du måske en af de mange danskere med små pensionsordninger, du ikke længere indbetaler på, i forskellige selskaber, også kaldet klatpensioner – og det kan blive en dyr omgang. Formueekspert Jeanette Kølbek kigger her nærmere på klatpensioner.

Danskerne er gode til at skifte job. Faktisk så gode, at antallet af jobskifter i 2022 ramte højeste niveau i 13 år med i alt 968.616 jobskifter, hvilket svarer til, at knap hver fjerde dansker mellem 20-69 år fik et nyt job. Mange glemmer imidlertid at tage stilling til den pensionsordning, de har haft via tidligere arbejdsgiver, og danskerne har således i omegnen af 600.000 klatpensioner stående – dvs. små pensioner med mindre end 20.000 kroner, hvor der ikke længere indbetales på. Hvis du er en af dem, vil det ifølge Jeanette Kølbek være en god idé at gøre noget ved det.

”Mange glemmer at tænke på pensionen, når de skifter arbejdsplads, og ofte starter vi en ny ordning i et nyt selskab, mens den gamle opsparing får lov at stå. Da man betaler administrationsomkostninger for hver ordning, kan det nemt løbe op, hvis man over et langt arbejdsliv glemmer at få sammenlagt sine pensionsordninger”, siger Jeanette Kølbek.

I en ny undersøgelse foretaget af Epinion for forsikrings- og pensionsbranchen, F&P, angiver en stor gruppe danskere, at de har pensionsopsparinger i flere selskaber.

 ”Omkring 40 % af de adspurgte i F&P’s undersøgelse vil gerne samle deres pensioner, men de har ikke fået ”gjort noget ved det” endnu. Ud fra min erfaring bunder det bl.a. i usikkerhed om regler og muligheder - og også det faktum, at pengene ikke er inde for umiddelbar rækkevidde”,  siger Jeanette Kølbek.

Derfor bør du samle dine klatpensioner

Der er gode grunde til, at du bør tjekke, om det kan være en fordel at sammenlægge dine klatpensioner, fortæller Jeanette Kølbek – først og fremmest kan der være mange penge at spare. Her får du to eksempler:

Eksempel 1

20 år til pensionen og en klatpension på 20.000 kr.

Hvis du har én pensionsopsparing fra tidligere, kan du ofte spare 600 kroner i omkostninger om året, hvis du samler dine opsparinger. Det kan i løbet af de næste 20 år, frem til du går på pension, blive til op mod 12.000 kroner alene i omkostninger, som i stedet kan gå til din pensionsopsparing og give dig et afkast. Det kan betyde, at du har 16.600 kroner mere på din pensionsopsparing, den dag du går på pension, hvis vi tager højde for, at besparelsen kunne blive forrentet med 3 procent om året efter omkostninger og PAL-skat.

Eksempel 2

30 år til pensionen og en klatpension på 20.000 kr.

Hvis du har én pensionsopsparing fra tidligere, kan du spare 600 kroner i omkostninger om året, hvis du samler dine opsparinger. Det kan i løbet af de næste 30 år, frem til du går på pension, blive til op mod 18.000 kroner alene i omkostninger, som i stedet kan gå til din pensionsopsparing og give dig et afkast. Det kan betyde, at du har 29.400 kroner mere på din pensionsopsparing, den dag du går på pension, hvis vi tager højde for, at besparelsen kunne blive forrentet med 3 procent om året efter omkostninger og PAL-skat.

Har du en aldersopsparing, rate- eller kapitalpension, kan du med fordel flytte dem til banken og spare det årlige administrationsgebyr.

Det er aldrig for sent at samle dine klatpensioner

Det er aldrig er for sent at samle sine ordninger - men der er alligevel nogle frister, du bør forholde dig til, når det kommer til de såkaldte arbejdsmarkedspensioner. Har du en arbejdsmarkedspension, altså en pensionsordning, der er oprettet som led i en tidligere ansættelse, gælder den såkaldte jobskifteaftale, som gør det muligt at overføre din pension fra én arbejdsmarkedspension til en anden i forbindelse med jobskifte. Fristen afhænger af din opsparings størrelse:

  • Har du en pension på mere end 56.100 kroner, kan du overføre din tidligere arbejdsmarkedspension til din nye arbejdsmarkedspension i op til tre år efter jobskiftet.
  • Har du en pension på mindre end 56.100 kr., der er oprettet som led i et ansættelsesforhold, er der ingen tidsfrist for at overføre pensionen.

Få overblik over dine muligheder

”Du kan nemt og hurtigt hente en rapport med alle dine pensioner og forsikringer via din netbank i PensionsInfo. Sender du rapporten til din rådgiver, undersøger vi, om der er noget, det giver mening at flytte på. Samtidig har du også mulighed for at få taget temperaturen på din pensionsopsparing og få et overblik over, om du sparer tilstrækkeligt op, og om du og din familie og er dækket tilstrækkeligt i tilfælde af sygdom og død”, siger Jeanette Kølbek.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler