Gode muligheder for at låne til sommerhuset, selvom renterne er steget
Selvom toppen af sommerhussalget er taget af, så er danskernes interesse for at købe sommerhuse stadig høj – og der er stadig gode muligheder for at låne.
Drømmer du også om at drikke kaffe på terrassen foran dit eget sommerhus? I så fald får du her inspiration til dine lånemuligheder. For selvom renterne er steget, er de stadig lave i et historisk perspektiv, og derfor er det ikke dyrt at låne til et sommerhus.
Chefanalytiker i Totalkredit, Sune Malthe-Thagaard, giver sit bedste råd til, hvad man skal tænke på, når man køber sommerhus.
”Overvejer du at købe sommerhus, er mit bedste råd at se det som en langsigtet beslutning, som du og din familie kan få glæde af i mange år fremover. Og der er mange gode muligheder for at finansiere sommerhuset med et realkreditlån, hvor du kan låne op til 75 procent af sommerhusets værdi”, siger Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.
Renterne er stadig lave, især på lån med variabel rente. Lån med fast rente i 30 år er steget ganske markant, men fra et ekstremt lavt udgangspunkt. Det er derfor ikke dyrt at låne til et sommerhus set i et historisk perspektiv.
Hvilket lån skal du vælge?
Når du skal vælge, hvordan du vil finansiere dit køb af sommerhus, er valg af lån den vigtigste beslutning. Her skal du afklare med dig selv, hvor vigtigt tryghed om din fremtidige rente er for dig.
Har du det bedst med sikkerhed for, hvad du betaler i rente på dit lån til sommerhuset, så er fast rente i 30 år nok en overvejelse værd. Vil du gerne benytte dig af de meget lave renter, der stadig er på lån med kort rentebinding, og tror du, at de forbliver lave længe, så kan du vælge et lån med variabel rente.
Vælger du et lån med variabel rente, kan du vælge imellem forskellige rentebindingsperioder. Du behøver altså ikke vælge alt eller intet, når det kommer til graden af tryghed om din fremtidige rente.
Flertallet vælger lån med fast rente
Det er de stigende renter på lån med fast rente, der får flere til at vælge variabel rente. Faktisk valgte fire ud af 10, der har købt sommerhus i de første måneder af 2022, et lån med variabel rente. Det er den højeste andel i fire år.
Det er dog stadig flertallet, der vælger fuld tryghed om den fremtidige rente ved at vælge fast rente.
”Det er vigtigt at slå fast, at selvom renten på lån med fast rente er steget betydeligt på det seneste, så er niveauet stadig lavt i en historisk sammenhæng. Vi skal således ikke længere end ca. seks år tilbage, før det nuværende renteniveau blev anset for at være lavt”, siger Sune Malthe-Thagaard.
Dit lån skal passe ind i din samlede økonomi
Når det er sagt, så er et lån med variabel rente det billigste valg lige nu. Sune Malthe-Thagaard forventer, at renterne på lån med kort rentebinding forbliver forholdsvist lave i de kommende år, også selvom rentepilen peger opad. Så er du villig til at løbe risikoen for, at renten stiger i løbet af den tid, du har lånet, er et variabelt forrentet lån en god mulighed for at spare penge her og nu.
Det vigtigste, når du vælger lån, fremhæver Sune Malthe-Thagaard, er, at det passer med din husholdnings samlede økonomi. For de flestes vedkommende er der også et lån i helårsboligen at tage højde for. Har dette lån en fast lav rente, kan du tale med din rådgiver om muligheden for at ændre lånet, for eksempel ved en opkonvertering, hvor du måske kan barbere en luns af gælden. Det kan du læse mere om her.
Derfor skal valget af lån i sommerhuset ses som en del af en større plan for din privatøkonomi, både hvad angår rentesikring og i særdeleshed også i forhold til, om det giver mening for dig at afdrage eller have afdragsfrihed på dit sommerhuslån.
Kontakt din rådgiver i netbanken eller udfyld vores formular, hvis du er interesseret i at høre mere om dine muligheder.