Boligkøb

4 gode råd til forældrekøb

Der er rift om de små, prisvenlige lejligheder i de større studiebyer. Derfor vælger mange forældre at give deres børn en hjælpende hånd i form af et forældrekøb.

49 procent af dem, der er på jagt efter en lejlighed som forældrekøb, vælger denne løsning, for at give deres børn så gode rammer som muligt under studierne. Boligsikkerhed for børnene er dermed den altovervejende grund til, at mange forældre giver sig i kast med et forældrekøb. Alligevel vælger 13 procent forældrekøbet, fordi de forventer, at det er en god investering. 

"Som forælder er det klart, at man gerne vil give sit barn de bedste betingelser i studietiden også. Er der styr på boligsituationen, kan man bedre koncentrere sig om studierne. Behovet for en bolig skal være det bærende argument. Herudover kan det jo i sidste ende også vise sig, at lejligheden stiger i værdi, men det bør ikke være årsagen til, at man køber bolig til sit barn," siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit og fortsætter:

"Ting kan som bekendt gå op og ned, så der er ingen garanti for, at forældrekøbet ender som en god investering. Det skal man have med i overvejelserne, når man køber bolig som forældrekøb, hvor det er boligbehovet, som udgør det primære fundament for købet," slutter hun. 

1. Undersøg, om man må leje lejligheden ud

I mange andelsboligforeninger må man ikke leje lejlighederne ud, og det kan sætte en stopper for forældrekøbet. Der kan også være ejerforeninger, hvor udlejning ikke er tilladt, så du skal altid tjekke andels- eller ejerforeningens vedtægter, inden du køber. 

2. Udlej på almindelige markedsvilkår

Når du sætter huslejen for dit barn, skal den matche almindelige markedsvilkår. Er lejen sat for lavt i forhold til Huslejenævnets bestemmelser, bliver du beskattet af differencen. Forældrekøbet er derfor ikke altid billigere for barnet end en almindelig lejelejlighed, men det sikrer, at barnet i det hele taget har en bolig i studietiden, da også lejelejligheder kan være svære at få fat i. 

3. Undersøg, om dit barn har mulighed for boligsikring

Om dit barn kan få boligsikring eller ej afhænger af indkomst, formue, størrelse på boligen og om barnet fremlejer en del af lejligheden til andre. Boligsikring er ikke en mulighed, hvis det er barnet selv, der ejer boligen. I den henseende kan det derfor være en fordel, at barnet er lejer i stedet for ejer.

4. Træk driftsudgifterne fra i Skat

Som forælder betaler du skat af lejeindtægterne, og har fradrag for driftsudgifterne. I praksis, er det nemmest for dig, hvis du kun har én konto til alt det, der har med forældrekøbslejligheden at gøre – både indtægter og udgifter – så har du lettere overblik over økonomien.

4a. Fra 2021 er skattefordelen ved at bruge virksomhedsordningen til forældrekøb fjernet

Fra 1. januar 2021 er skattefordelen ved at anvende virksomhedsordningen (VSO), når boliger lejes ud til nærtstående personer, fjernet.

Forældre vil fortsat kunne købe en lejlighed, og lejligheden kan fortsat ligge i VSO, men der laves en skematisk rentekorrektion som betyder, at renteudgifter til forældrekøbet nedsættes til samme fradragsværdi som øvrige private renteudgifter. For de fleste topskatteydere betyder det, at fradragsværdien falder fra 56,5% til ca. 33,6%.

Udlejer man i stedet til ikke-nærtstående personer, er reglerne uforandret.

De nye regler for forældrekøbslejligheder ændrer ikke på de skatteregler, der i nogle situationer giver forældre mulighed for efterfølgende at sælge lejligheden til barnet til en pris, der maksimalt afviger 15% fra den seneste offentlige ejendomsvurdering. Her bør du dog være opmærksom på, at vi forventer, at de kommende nye vurderinger på ejerlejligheder vil stige i de store byer. Når der foreligger en ny og forventeligt betydeligt højere ejendomsvurdering på lejligheden, vil det være den der kan tages udgangspunkt i ved salg til barnet. Prisen må afvige op til 20 % fra de nye vurderinger.

Sådan kommer du godt i gang

kom godt videre