Frankrig: Nye regler for udlejning via Airbnb
Udlejer du via Airbnb i Frankrig? Eller overvejer du at gøre det? Så er det relevant for dig at vide, at der i januar i år blev vedtaget nye regler for området
Vi anbefaler, at du får rådgivning hos din advokat om, hvad den nye lovgivning betyder for dig, hvis du allerede udlejer via Airbnb eller overvejer at gøre det. Her får du blot – i korte træk – hvad de nye regler går ud på.
Grænsen for lejeindtægt sættes ned
Helt overordnet medfører de nye regler, at det bliver knap så fordelagtigt at leje ud via Airbnb. Det skattefradrag, der kan opnås ved Airbnb-udlejning, bliver fx markant reduceret. I dag er fradraget mellem 71% og 50%, og med de nye regler bliver det sat ned til 30%. Herudover betyder de nye regler, at den årlige lejeindtægt ikke må overstige 30.000 euro – grænsen var tidligere 188.700 euro.
Krav til energiklassificering
Desuden får udlejerne flere forpligtelser, fordi der også er nye regler for energiklassificering af den ejendom, der lejes ud. Det betyder, at der vil være boliger, der ikke lever op til kravene til energiklassificering, og som derfor ikke må lejes ud. Boliger i den laveste energiklasse (G) vil allerede fra 1. januar 2025 ikke kunne lejes ud, og inden for en årrække vil forbuddet også omfatte energiklasse F og E.
Begrænsning af udlejningsperiode
De nye regler betyder også, at de enkelte kommuner får udvidet bl.a. deres mulighed for at begrænse perioden, en såkaldt hovedbolig kan lejes ud til turistformål. Det var før muligt at udleje en bolig i op til 120 dage, men nu kan kommunen vælge at sætte en grænse ved 90 dage. Kommunerne får også andre muligheder for at begrænse udlejning til turisme.
For god ordens skyld gør vi opmærksom på, at udlejning af ejendom i Frankrig stadig skal selvangives i Danmark, og at der kan opnås kreditlempelse for den betalte skat i Frankrig.
Vil du vide mere?
Tilmeld dig nyhedsbrevet International Bolignyt og få nyheder og indsigter om boligmarkederne i Spanien og Frankrig.