Beregn dit klimaaftryk med ESGreen Tool
Digitalt værktøj fra SEGES gør det nemt: beregn bedriftens aftryk på klimaet og se, hvor du kan opnå gevinst.
Favrskov Kommune og Landboforeningen Kronjylland vil sammen med 30 landmænd bruge ESGreen Tool til at vise, hvor der bør sættes ind.
I stedet for at slå landbruget oven i hovedet og kræve yderligere indsats for at nedbringe belastningen fra CO2e, har Favrskov Kommune taget Ja-hatten på. Kommunen vil, helt kontant, tilskynde de lokale landmænd til at få deres belastning beregnet og se, hvor de med størst effekt kan gøre en forskel. Det tilbud har Landboforeningen Kronjylland taget imod.
Det kontante består i, at kommunen har afsat cirka 625.000 kr., så 30 landmænd ved hjælp af klimaværktøjet ESGreen Tool får deres bedrifter analyseret for miljøpåvirkning. Borgmester Lars Storgaard tror, at byrådet er klar med flere penge, om nødvendigt.
- Vi lagde fra land med et håb om at få 30 landmænd med i projektet. Jeg var i tvivl, om det kunne lykkes, men de 30 første meldte sig straks. Og er der flere, som vil med, finder vi nok også pengene til det, siger borgmesteren.
Landmænd: Lad os få nye tal
Hos landboforeningen tog formand Christian G. Jensen og bestyrelsen også Ja-hatten på, da kommunen henvendte sig.
- Udgangspunktet var at bruge de tal, som kommunen allerede havde. Dem var vi dog ikke helt sikre på stemte. I stedet anbefalede vi at bruge ESGreen Tool og bagefter samle landmændene i nogle erfagrupper. Vi tror på ESGreen Tool som værktøj, og vi ved, at erfagrupper altid er en effektiv måde at dele viden på, siger Christian G. Jensen.
Borgmester: Landbrug betyder meget
Kommunen gik med på den løsning, hvor rådgivningsselskabet Velas er den udførende på ESGreen Tool. Torsdag den 3. januar 2023 blev projektet præsenteret på et møde for kommunens landmænd og her mødte ca. 100 op.
- En flot opbakning fastslår Lars Storgaard. Og heldigvis også med flere af de store bedrifter. At vi får erhvervet med er afgørende. Vi er en landkommune, hvor landbruget fylder meget. Både på den gode måde som en ressource, men selvfølgelig også som en væsentlig part i vores samlede udledning af CO2e. 582.000 ton udledte vi i 2018, hvoraf en tredjedel kom fra landbruget. Så erhvervet er klart en vigtig medspiller, når vi i byrådet har en ambition om, at vi i 2030 har fjernet 70 procent af udledningen.
Det bliver en øjenåbner
Christian G. Jensen er selv en af de 30 landmænd i projektet. Han driver slægtsgården Alleenlund i Hallendrup med 350 ha planteavl, 38 ha skov og en årlig produktion af 10.000-15.000 slagtegrise.
Han har endnu ikke fået sine tal behandlet i ESGreen Tool og talt med rådgiveren fra Velas om mulige tiltag. Men han vurderer, at overdækning af seks gylletanke vil være en lavthængende frugt, der er oplagt at plukke først.
Projektet skal løbe i to år. Sidst i 2024 opdateres tallene fra de 30 bedrifter, så man kan se, hvad der er opnået – og hvilke tiltag, der har størst effekt.
- Jeg er sikker på, at det bliver en øjenåbner for os. Intentionen er at samle erfaringer og resultater i en ”pixibog”, som alle landmænd kan få gavn af. Jeg ved, at Velas også ser stort potentiale i projektet og kan bruge det i andre af de kommuner, som de dækker. SEGES, der har udviklet ESGreen Tool, vil også følge os, oplyser Christian G. Jensen.
Frivilligt kommer vi langt
Borgmesteren forventer at se en betydelig CO2e-reduktion som følge af projektet. Han glæder sig over, at erhvervet har taget så positivt imod det.
- Frivillighedens vej er den bedste. Landboforeningen har vi altid en god dialog med, og personligt ser jeg landbruget som en værdifuld ressource. Det skaffer mange arbejdspladser, men for mig fylder lokale fødevarer også meget.
Nykredit: Et godt initiativ
Christian Voigt, landbrugsdirektør i Nykredit Midtjylland, var inviteret med til det indledende møde for at give deltagerne et indblik i, hvordan Nykredit ser på den grønne omstilling.
- Som landets største udlåner vil vi ikke bare læne os tilbage, men gennem vores udlånspolitik fremme den grønne omstilling. Det glæder mig at møde en kommune, der ser landbruget som et aktiv. Vi har som samfund ikke råd til at fravælge landbruget, så det er et vigtigt signal fra Favrskov, at kommunen går sammen med landbruget om at løse udfordringerne med CO2e, siger Christian Voigt.
Digitalt værktøj fra SEGES gør det nemt: beregn bedriftens aftryk på klimaet og se, hvor du kan opnå gevinst.
Nykredit vil fortsat i 2023 understøtte den bæredygtige omstilling i landbruget og gøre det billigere at finansiere godkendte og grønne maskiner og andet udstyr.