Spring til indhold
*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Erhverv | 3 min

Sådan kan du som selvstændig optimere pensionsopsparingen

Knap 200.000 danskere arbejder i egen virksomhed som selvstændige, og mange driver deres virksomhed som en personligt ejet virksomhed med brug af den såkaldte virksomhedsskatteordning. Er du er en af dem, så har du en rigtig god mulighed for at optimere din pensionsopsparing.

Nykredit

Som selvstændig er du vant til varierende indkomst og formentligt også varierende pensionsindbetalinger. Og netop det tager skattelovgivningen højde for, så du som selvstændig har mulighed for at indbetale op til 30 % af din virksomheds overskud på en livsvarig livrente med fuld fradragsret - dog forudsat, at indbetalingen ikke overstiger 30% af overskuddet.

Du kan herudover også indskyde op til 60.900 kr. (2023) på en privat ratepension – men her gælder andre regler.

Hæver du penge i VSO-ordningen, kan du optimere din pensionsopsparing endnu mere,  ved at indbetale på en privat ratepension op til 60.900 kr. (2023), uden at det påvirker 30 %-fradraget.

De vigtige tidsfrister

”Vælger du at benytte dig af 30%-ordningen, er det en god idé at involvere din revisor - indskuddet på pensionsordningen skal nemlig som udgangspunkt være foretaget inden udgangen af indkomståret. Så følger virksomheden eksempelvis kalenderåret, er indbetalingsfristen den 30. december (sidste bankdag). Da din virksomheds regnskab jo ikke vil være endeligt på indbetalingstidspunktet, er du nødt til at basere din indbetaling på et skøn over årets overskud”, forklarer Jeanette Kølbek.

Ender du med at have indskudt mindre end 30 % af årets overskud, er det ikke muligt efterfølgende at indbetale mere, og er der indbetalt for meget, kan du ikke få det overskydende beløb retur. Beløbet vil i det tilfælde blive overført til næste år, og som udgangspunkt blive betragtet som  forudbetaling på næste års fradrag.

År med underskud giver ikke mulighed for at indbetale til ordningen.

Pensionsopsparing eller opsparing i virksomheden?

Nogle selvstændige vælger at droppe pensionsopsparingen, for i stedet at beholde pengene i virksomheden, og lade dem indgå i den daglige drift eller bruge dem til nye investeringer i virksomheden. På den måde bliver virksomheden i sig selv en form for pensionsordning, i form af en engangsudbetaling ved salg eller nedlukning af virksomheden, når den tid kommer.

Det er dog en strategi, der kan gøre det svært for dig som selvstændig at planlægge pensionstilværelsen, da det jo ikke på forhånd er til at sige, hvor meget virksomheden vil være værd, når du rammer pensionsalderen, siger Jeanette Kølbek, som derfor anbefaler en kombination.

”I nogle tilfælde kan det være en god idé at lade pengene blive i virksomheden - det afhænger af blandt andet din tidshorisont og dit forbrugsmønster. Når du skal træffe valget mellem at beholde penge i virksomheden eller indbetale på pensionsopsparingen, skal du blandt andet overveje, om du har behov for at kunne udbetale opsparede overskud fra virksomhedsskatteordningen løbende over en årrække. Det vil typisk være lidt dyrt, hvis der hæves fra en pensionsordning før tid. Hvis pengene skal blive i virksomheden kræve det, at der fortsat er aktivitet i virksomheden - ellers skal virksomhedsskatteordningen ophøre”, siger Jeanette Kølbek.

Du skal også være opmærksom på, at du ingen kreditorbeskyttelse har af din af opsparing i virksomheden, fordi du typisk hæfter med fx din private bolig, fortæller Jeanette Kølbek.

”Det betyder, at der er risiko for, at din opsparing gennem virksomheden ikke holder kadencen, hvis du oplever perioder med svære tider i din virksomhed. Hvis du har sat alt på ét bræt ved udelukkende at spare op til pensionen via virksomheden, vil du dermed stå sårbar tilbage”, siger Jeanette Kølbek.

Der er flere fordele ved en pensionsordning, når man stiller den over for opsparing i virksomheden, lyder det fra Jeanette Kølbek.

”En stor fordel ved en pensionsordning er den lavere løbende afkastskat af dit afkast. Pensionsafkast beskattes nemlig med 15,3%, mens afkast i en virksomhedsskatteordningen beskattes med 22%. En anden fordel er muligheden for at indsætte en begunstiget på pensionsordningen, så pengene går direkte til den begunstigede uden om boet, hvis du afgår ved døden, siger Jeanette Kølbek og fortsætter.

”Jeg synes også, det er værd at fremhæve, at du med virksomhedsskatteordningen selv skal sørge for at sikre en god risikospredning på dine investeringer, hvilket kompliceres af, at det kan være svært at skelne mellem, hvad der er til pensionen, og hvad der er almindelig opsparing, som skal kunne realiseres efter behov. Risikospredning er alfa og omega her, og den opnår du bedst ved at spare op til pensionen både via en pensionsordning og i din virksomhed”.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Nykredit, hvis du som selvstændig har brug for rådgivning om, hvordan du bedst sikrer dig økonomisk i alderdommen.

 

Læs mere: Se hvilke pensionsprodukter Nykredit tilbyder

Model.Name photo

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler