Boligejernes friværdi steg igen i 2016

I 2016 steg den gennemsnitlige boligejers friværdi med 64.000 kr. på landsplan, og der er fremgang at spore i hele landet. Friværdierne er nemlig steget i samtlige landsdele, hvilket ikke er sket siden 2006.

De danske boligejere kan glæde sig over, at de i gennemsnit har oplevet en fremgang i friværdien på 64.000 kr. i 2016. Den gennemsnitlige friværdi for en  boligejer nåede dermed op på 672.000 kr. i 2016, hvilket er det højeste niveau set i otte år.

- Fremgangen på landsplan skyldes primært, at boligformuen blandt  boligejerne er løbet i vejret, hvilket skyldes stigninger i huspriserne, siger boligmarkedsanalytiker i Nykredit Jacob Isaksen, og fortsætter:

- I 2016 steg huspriserne på landsplan med knap 4 %, hvilket har løftet boligformuen til det højeste niveau siden 2007. 
Og  boligejerne kan godt forvente, at friværdierne vil stige igen i 2017.

- Vi forventer, at huspriserne på landsplan vil stige med knap 4 % i 2017, og dermed kan boligformuen meget vel slå rekorden fra 2007, siger Jacob Isaksen.

Rekordhøj boliggæld

På landsplan satte boliggælden blandt  boligejerne rekord i 2016. Langt hen ad vejen skyldes den stigende boliggæld dog en positiv udvikling på boligmarkedet med stigende handelsaktivitet og faldende renter, der får efterspørgslen efter lån til at stige.

- Trods boligejernes rekordhøje gæld oplever de stadig stigende friværdier, da boligformuen er løbet fra gælden de seneste år, siger Jacob Isaksen, og fortsætter:

- Vi forventer, at den moderate udvikling i boliggælden, som vi har set de seneste år, vil fortsætte i 2017. Flere boligejere afdrager på gælden, og samtidig forventer vi, at renterne vil kravle stille og roligt opad i 2017. Det vil få kurserne på udlånet, og dermed værdien af boliggælden, til at falde.

Fastforrentede lån sikrer friværdien

At værdien af udlånet falder, når renterne stiger, kommer boligejerne med fastforrentede lån til gode. De oplever nemlig, at værdien af deres restgæld falder. 

- Et fastforrentet lån fungerer som en forsikring, der sikrer, at din friværdi ikke forsvinder, hvis renten stiger, og boligpriserne falder. Har du et fastforrentet lån, vil din boliggæld falde, og din friværdi påvirkes derfor mindre, hvis rentestigninger sender din boligformue ned, siger Jacob Isaksen.

Friværdien er vigtig for mobiliteten på boligmarkedet

Friværdien er for mange boligejere uhåndgribelig, men dens betydning skal ikke undervurderes. Friværdi betyder først og fremmest noget for dig som boligejer, den dag du skal sælge din bolig.

- Stigende friværdier betyder, at færre boligejere har en boliggæld, der overstiger værdien af ens bolig. For boligejerne gør det beslutningen om at flytte lettere. Desuden virker friværdien som en buffer mod prisfald, og den stigende friværdi vidner derfor om god robusthed blandt de danske husholdninger. Endelig kan friværdien ses som en opsparing, som man i nødstilfælde kan tære af, hvis man skulle blive ramt af uforudsete hændelser, siger Jacob Isaksen.

3. februar 2017

Kom godt videre

Ung kvinde sidder foran sit hus på græsplænen i gummistøvler med sine blomster og drikker kaffe

Brug din friværdi

Du har en række muligheder for at bringe din friværdi i spil, og vi hjælper dig gerne med at finde den løsning, som passer bedst til din økonomi.

BoligSkifte

Overvejer du at skifte din bolig ud med en anden, er vores "alt i ét" koncept BoligSkifte måske noget for dig?

Røde valmueblomster vokser op ad muren på et beige murstenshus

Lån til din bolig

Ønsker du størst mulig budgetsikkerhed, skal du vælge et fastforrentet lån. Ønsker du lavest mulige ydelse, bør du vælge F-kort, hvor renten reguleres hvert halve år.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere

Vi bruger også cookies til statistik og til at udvælge og vise det mest relevante indhold for dig og andre. Du kan fortsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.